Hvorfor forsøget over den engelske kanal ikke gik!

Efterrationalisering

Når jeg underviser mine svømmere så er mit mantra altid: Forbered dig til enhver tænkelig situation som du kan komme ud for. Sjovt at netop dette selv skulle ramme mig i nakken som en boomerang.

Jeg vil i det følgende komme med min evaluering af mit kanalforsøg, lave min konklusioner og se fremad.

Det svømmetekniske:
Jeg er en teknisk dygtig svømmer som er fortrolig med elementet.
Jeg har trænet hårdt på at komme hertil og fået stor udholdenhed. I mine forberedelser vinder jeg f.eks. 10 km distancen ved Gudenåen open for masterssvømmere, Jeg var oppe imod flere rigtig dygtige masterssvømmere.

Måske manglede jeg dog alligevel de sidste par rigtig lange træningsture. det skal gøres anderledes næste gang.

Jeg manglede helt sikkert at få trænet i mørke og jeg manglede også erfaringen med at krydse et hav, bugt, bælt eller andet.

Jeg mistede orienteringen derude i mørket i bølgerne.

Jeg burde have taget søsygepiller inden.

Kanalsvømning er ikke for børn og selvom jeg både er en erfaren svømmer og træner, så vidste jeg ikke nok om kanalsvømning. Næste gang bør jeg have en træner som har kanalsvømning som sit speciale.

Setuppet:
Jeg rejste med min familie og kanalsvømningen var afslutningen på en større familieferie.
Det har både fordele og ulemper.

Den mentale tilstand:
Man skulle tro at jeg var klar da jeg stod der på startlinien. Så meget omtale og mediebevågenhed. Så mange positive tilkendegivelser fra jer alle.
Men det fjernede samtidig fokus. jeg var for meget ovre i andre og ikke nok inde i mig selv. 
Det var som om, at fokus allerede var på, at jeg havde klaret turen og ikke på, at tage et armtag af gangen.

Da søsygen kom var jeg uforberedt på at tackle krisen.
Det var mørkt og tidevandet var stærkt og jeg havde svært ved at kommunikere med mine hjælpere oppe på båden. Fokus røg, jeg blev diffus og demotiveret.

Hvad så nu?:
Vil jeg gerne forsøge mig igen? Ja det vil jeg gerne men det ligger flere år ud i fremtiden.
For det første fordi, der ligger nogle familieprojekter og venter på min fulde opmærksomhed.
For det andet fordi et kanalforsøg skal bestilles flere år ud i fremtiden. Især hvis man vil have en af de gode perioder, hvor tidevandet er knap så stærkt og det kan foregå i dagslys.
For det tredie fordi det koster en del penge. Penge jeg ikke har til rådighed pt.

I mellemtiden kan der jo være andre omend lidt mindre krævende svømmeeventyr derude og venter!

Et fremtidigt scenarie:
Jeg fortsætter min svømmetræning på et rimeligt niveau.

Når og hvis et nyt forsøg skal bestilles så går jeg efter en tidevandsperiode som skitseret ovenover.
Jeg vil helst svømme om dagen.
Det skal samtidig gøres, så det ikke generer familiens ferieperiode mere end højst nødvendigt.

Jeg vil næste gang undgå at melde for meget ud.
Jeg tror jeg skal lave en omvendt Empacher og gå under radaren. 
Så hvis man lige pludselig ser mig i vandet ud for den franske kyst på FB, så skal man ikke blive overrasket.
Men der kan sagtens både gå 3-5-8 år før det sker!

Martin.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort